Pirater kidnapper seks sømænd
Seks besætningsmedlemmer fra et fragtskib blev kidnappet under et piratangreb cirka 10 sømil ud for Basilan Island, Filippinerne, ifølge oplysninger fra International Maritime Bureau. Det skete tidligt om morgenen den 11. november.
10 bevæbnede personer nærmede sig skibet, mens det var i fart. De kom ombord på skibet og tog besætningen som gidsler. Derefter stjal de ejendele fra skibet og flygtede sammen med de seks sømænd. Et besætningsmedlem blev desuden såret under angrebet.
Besætningen kunne derefter melde angrebet til den filippinske kystvagt, der sendte et skib ud til stedet, som fik eskorteret skibet sikkert i havn.
44 besætningsmedlemmer er blevet kidnappet i perioden fra januar til 30. september i år. 37 procent af besætningsmedlemmerne, der har været involveret i et piratangreb i denne periode, er således blevet kidnappet. Det er en markant vækst i forhold til 2015, hvor der i hele året i alt blev kidnappet 19 besætningsmedlemmer, og i 2014 var det kun ni personer, det gik udover.
Kilde: World Maritime News