Pirater kaprer tankskib i havnen i Lagos.
Pirater har igen kapret et tankskib i Guineabugten. Skibet, der har en besætning på 23 mand, blev kapret i selve havnen i Lagos, Nigeria. Kaprerne har efterfølgende sejlet fartøjet, der er registreret i Singapore, ud på åbent hav. Det meddeler International Maritime Bureau (IMB).
”Vi har informeret myndighederne i Nigeria, som nu tager sig af sagen. Vi er bekymret for besætningens sikkerhed og denne bølge af kapringer”, siger Noel Choong fra IMB's piratovervågningscenter i Malaysia.
Besætningen har, ifølge Noel Choong, lukket sig inde i et sikret rum på skibet. Skibet var fuldt lastet, da det blev angrebet og kapret tirsdag aften. Det er det tredje angreb inden for kort tid i Guineabugten.
IMB mener, at det måske er et syndikat, der står bag de seneste angreb og kapringer, da angrebene følger det samme mønster.
”De vil holde skibet i deres varetægt i fire til fem dage, ransage besætningens kahytter og overføre olien til et andet kapret skib”, siger Choong.
IMB har ofte bedt skibene i Guineabugten om at være ekstra på vagt. Bureauet har samtidigt opfordret de lokale regeringer til at øge overvågning og patruljering i bugten.
Kilde: IMB