Pirater angreb græsk supertanker
Bevæbnet med knive bordede pirater en Navios VLCC ud for Singapore. Hændelsen, der netop er offentliggjort i den seneste anti-pirat rapport fra ReCAAP, fandt sted ud for Singapore i starten af maj.
En maskinmester ombord på det 247.491 dwt Nave Buena Suerte opdagede seks mænd bevæbnet med knive i maskinrummet. De tvang ham til at vise sig vej ud af maskinrummet, hvorefter han slog alarm, hedder det i rapporten.
Piraterne nåede at forsvinde uden at have stjålet noget, og der var ingen meldinger om tilskadekomne.
Angrebet på Nave Buena Suerte var en ud af seks piratangreb, der blev rapporteret i Asien i maj 2017. Og det er ifølge ReCAAP næsten en halvering i forhold til året før.
Og målt på årets første fem måneder, er antallet af piratangreb i regionen faldet med 31 pct. Det skyldes ifølge organisationen forbedringer i havne og på ankerpladser i Indien, Vietnam og Indonesien.
ReCAAP står for Regional Cooperation Agreement on Combating Piracy and Armed Robbery against Ships in Asia og hører hjemme i Singapore.
Mens antallet af piratangreb således falder i regionen, er der sket en stigning i antallet af angreb ud for Somalia´s kyster, der ellers i flere år har været forskånet for piraternes hærgen.
Kilde: TradeWinds.