Piratangreb på containerskib i Guineabugten
Langt hovedparten af de piratangreb der indtil nu er registreret i Guineabugten er sket mod tankskibe, eller skibe fra offshorebranchen. Men de vestafrikanske pirater udvider løbende deres aktiviteter, og angriber nu også containerskibe langt fra kysten.
ReCAAP ISC oplyser således, at en hurtiggående motorbåd med mindst fire bevæbnede mænd om bord, den 21. februar angreb containerskibet Kota Satria, mens skibet befandt sig langt fra den nigerianske kyst.
Piraterne forsøgte at fastgøre en stige til containerskibet, men da det mislykkedes, begyndte de i stedet at affyrede skud mod skibets bro og overbygning.
Containerskibets kaptajn indledte undvigemanøvrer, og mandskabet slog samtidig alarm til den nigerianske flåde og et bevæbnet eskorteskib der befandt sig i nærheden.
Kort efter opgav piraterne angrebet og forsvandt fra stedet. Ingen om bord på containerskibet blev ramt af de affyrede skud.
Kota Satria, der har en kapacitet på 3.889 TEU og er ejet af Singapore’s Pacific International Lines, blev efterfølgende eskorteret til havn i Onne af det bevæbnede eskorteskib.
Kilde: ReCAAP ISC