OW Bunkers kuratorer vil sagsøge banker
Kuratorerne i konkursboet efter OW Bunker truer med at slæbe to storbanker, ING og BNP, i retten for at have taget pant i olielagre for en halv milliard kroner. Det fremgår ifølge Børsen af en redegørelse til Retten i Aalborg. Konkursboet solgte i december 2014 olien for 505,9 millioner kroner.
”Vi tager selvfølgelig dette issue ad notam og vil gøre, hvad der er nødvendigt, men eftersom der er tale om igangværende forhold, kan vi ikke kommentere det”, siger Bob De Leersnyder fra pressetjenesten hos ING's belgiske division til Børsen.
Slagsmålet drejer sig om, hvem der har ret til betalingen, efter at konkursboet har solgt olie for en halv milliard kroner. Efter længere forhandlinger aftalte boets kuratorer med ING og BNP, at olien kunne sælges og slagsmålet om pengene derefter skulle afgøres i retten.
Oprindeligt ville den hollandske storbank ING's belgiske division og franske BNP Paribas kun tillade salg af olien, hvis kuratorerne ville anerkende, at storbankernes pant i olien ikke kunne anfægtes. Det nægtede kuratorerne.
OW bunker erklærede sig konkurs den 7. november 2014 efter forgæves forsøg på at rekonstruere selskabet, der havde lidt store tab blandt andetpå grund af kreditter ydet af firmaets datterselskab i Singapore.
Kilde: Børsen