OW Bunker-chefs udlevering udskudt
Københavns Byret valgte tirsdag at udskyde beslutningen om, hvorvidt Lars Bohn, der var øverste chef for det globale salg til offentlige kunder i OW Bunker, skal udleveres til Italien. Først i morgen torsdag bliver der truffet en beslutning i sagen.
”Dommeren havde brug for lidt mere betænkningstid for at tage stilling til den indstilling, der er kommet fra Justitsministeriet. Det respekterer vi selvfølgelig, og derfor afventer vi nu rettens kendelse”, siger anklager Kjeld Johansen fra SØIK, der også kaldes for Bagmandspolitiet.
De italienske myndigheder mistænker Lars Bohn for at have medvirket til bedrageriet, der drejer sig om salg af bunkerolie til den italienske flåde for 55 millioner kroner. Olien blev bare aldrig leveret, og alligevel udstedte OW Bunker en faktura.
”Det gjorde jeg, fordi jeg havde fået bekræftelsen fra alle steder på, at ordren var leveret. Flåden havde kvitteret for modtagelsen, der forelå en kvalitetsrapport fra en uafhængig kontrolinspektion, og Global Chemical Broker havde fremvist kvittering på, at de havde leveret olien”, har Lars Bohn tidligere forklaret om baggrunden for, at han udstedte fakturaen på de 55 millioner kroner, selvom mellemhandleren Global Chemical Broker aldrig leverede olien.
Kilde: Finans.dk