OW Bunker-advokater mødes på fredag
10 advokater for den tidligere ledelse, direktion og bestyrelse i OW Bunker er inviteret til møde af forsikringsselskabet Allianz, hvor OW Bunker havde tegnet en prospektansvarsforsikring. Her skal advokaterne diskutere deres forsvar i de varslede erstatningssager.
”Jeg kan bekræfte, at der skal holdes et møde, hvor vi skal drøfte vilkårene for forsikringsdækningen og forskellige strategiovervejelser. Men hvad det mere specifikt kommer til at gå ud på, har jeg ingen kommentarer til”, siger Arvid Andersen fra advokatfirmaet SJ Law. Han er advokat for Lars Møller, den tidligere chef for Singapore-datterselskabet Dynamic Oil Trading.
Mødet har ikke nogen formel dagsorden, men det skal drøftes, hvorvidt prospektansvarsforsikringen hos Allianz og ledelsesansvarsforsikringen hos AIG dækker advokaternes omkostninger. Desuden skal advokaterne drøfte, om det giver mere mening, at advokaterne arbejder sammen i stedet for at arbejde imod hinanden.
I øvrigt kom det forleden frem, at OW Bunkers tidligere ejer, kapitalfonden Altor, bevidst udelod vigtige oplysninger i børsprospektet, der blev udarbejdet i forbindelse med børsintroduktionen sidste år. Her var Dynamic Oil Trading slet ikke nævnt, selvom der oprindeligt var planer om en fyldig omtale af selskabet.
Kilde: Dagbladet Børsen