Omsætning sætter rekord i Aalborg Havn
Omsætningen hos Aalborg Havn A/S steg fra 145 millioner kroner i 2014 til 147 millioner kroner i 2015, hvilket er det højeste nogensinde. Resultatet efter skat steg fra 24,5 millioner kroner i 2014 til 28,7 millioner kroner i 2015. Stigende aktivitet og godsomsætning har bidraget til den positive udvikling.
”Aalborg Havn er et af Aalborg Kommunes og Nordjyllands største aktiver, og det er derfor meget vigtigt, at havnen udvikler sig i den rigtige retning og vokser i størrelse og gørelse. Aalborg Havn skal være medvirkende til kommunens målsætning om skabelse af 5.000 nye job, og et øget aktivitetsniveau på havnen og hos de mere end 100 selskaber, der har placeret sig på havnen, er helt afgørende for, at vi når det mål”, siger Thomas Kastrup-Larsen, bestyrelsesformand i Aalborg Havn.
Aalborg Havn lossede og lastede ikke mindre end 2,95 millioner ton gods i 2015, og det er det højeste niveau i syv år eller siden krisens start. Faktisk steg godsmængden i 2015 med næsten 400.000 ton sammenlignet med 2014 svarende til en stigning på mere end 15 procent.
”Vi er meget tilfredse med at kunne øge godsmængden til næsten tre millioner ton. Herved nærmer vi os hastigt niveauet fra før krisen, hvor 2008 med 3,16 millioner ton gods er det hidtidige rekordår. Antallet af skibsanløb steg i 2015 til 1.166 mod 1.021 i 2014, og det betyder, at vi nu har mere end tre skibe om dagen, der anløber Aalborg Havn”, siger adm. direktør Claus Holstein.
Aalborg Havn anvender løbende sit overskud til nye vækstrettede investeringer. I 2015 blev der ekstraordinært brugt 5,2 millioner kroner på forretningsudvikling, og 11,6 millioner kroner blev ekstraordinært brugt på opgradering af stamsporet, der allerede anvendes flittigt af Cembrit, der har flyttet en stor del af sin transport af byggematerialer i fibercement fra lastvogn til jernbane.
Aalborg Havn vil også i 2016 og fremadrettet fortsætte sin ambitiøse investeringsstrategi.
Koncernen har et investeringsbudget på ikke mindre end 500 millioner kroner i de kommende år, og en af de udløsende faktorer er igangsætningen af udvidelsen af Tranholmvej fra to til fire spor.
Aalborg Havn forventer også i 2016 at kunne præstere en stigning i omsætning og et resultat på niveauet mellem 20 og 30 millioner kroner før skat.
Kilde: Aalborg Havn A/S