Ombygget til gasdrift på kun fem uger
Det hollandske rederi Anthony Veder fik for knap to år siden leveret skibet Coral Anthelia, der er specialbygget til transport af LNG. Nu er skibet på kun fem uger bygget om fra kun at sejle på diesel til også at kunne sejle på LNG, så skibet kan drage fordel af sin egen last. Det er Damen Shiprepair Rotterdam, der har stået for ombygningen.
”Dette storartede resultat blev opnået ved, at engagerede partnere arbejdede effektivt sammen. Dette projekt blev ikke kun færdiggjort før tid og inden for budgettet, det blev også udført uden nogen sikkerhedshændelser. Dette gennembrud i brugen af LNG til nærskibsfart viser, at retrofitting af et tankskib til at sejle på LNG er både teknisk og finansielt levedygtigt”, siger Jan Valkier, adm. direktør for Anthony Veder.
Skibet har plads til 6.500 kubikmeter gas og blev leveret i 2013 med en konventionel seks-cylindret MaK M43C dieselmotor. I efteråret blev skibet lejet ud til Skangass, som skal bruge til det LNG-transport og gasbunkring inden for ECA-området i Nordsøen og Østersøen. For at leve op til de skærpede krav om svovludledning fik rederiet motorfabrikanten med på at bygge motoren om til en kombineret gas- og dieselmotor.
Det viste sig at være et meget udfordrende projekt, som krævede højt specialiseret arbejde. Planlægningen og selve udførelsen skete i et tæt samarbejde mellem Damen Shiprepair Rotterdam, MaK-forhandleren Bolier, Croon Elektrotechniek, Leemberg og Eekels. På trods af de store udfordringer klarede teamet at færdiggøre arbejdet på mindre end fem uger.
Anthony Veder Group blev etableret i 1937 som rederi og havneagent. Rederiet erhvervede sit første gastankskib i 1969 og har siden været involveret i gastransporter.
Kilde: Anthony Veder