Olieprisen stiger efter kampe i Libyen
Tiltagende kampe mellem libyske regeringsstyrker og den militante islamistiske bevægelse Fajr Libya har stoppet faldet på oliemarkedet, hvor en tønde igen handles til over 60 dollar. Tre olietanke i den libyske havneby Al-Sider brænder fortsat.
Op mod en snes regeringssoldater meldes dræbt i løbet af de sidste dages kampe, der blussede op juledag hvor Fajr Libya forsøgte at overtage kontrollen med olieinstallationerne i Al-Sider.
I forbindelse med kampene blev en af havnens olietanke sat i brand, og ilden spredte sig herfra til yderligere to tanke.
Kampe mellem rivaliserende grupper har reduceret den libyske olieproduktion fra 850.000 tønder olie om dagen i oktober til nu 352.000 tønder om dagen.
Kilde: Alarabiya