Oliearbejdere mister månedsløn
Offshore-arbejdere kan ser frem til en stor lønnedgang på grund af de meget lave oliepriser. Ifølge 3F og Dansk Metal er der tale om en årlig lønnedgang på 10 til 15 procent, eller hvad der svarer til en månedsløn, fordi medarbejderne ikke længere må have så mange overtimer.
”Det er simpelthen løndumping. Folk har været vant til, at en 14-dages tur har givet en bestemt løn, som de nu ikke længere kan regne med”, siger faglig sekretær i 3F Transport i Esbjerg, Jakob Lykke til DR/Syd.
Maersk Oil har meddelt sine underleverandører, at alt indlejet mandskab fra den 1. februar 2016 kun må have 14 overtimer på én tur offshore, hidtil har grænsen gennem mange år været 30 timer. Op mod 1.000 offshorearbejdere i Nordsøen kan blive ramt.
Lønnedgangen vil koste mellem 40.000 og 50.000 kroner for de indlejede offshore-medarbejdere, som smede, borebisser, stilladsarbejdere, riggere, sygeplejersker og servicearbejdere om året. Det rammer folk, der ikke er ansat hos Maersk Oil, men hos underleverandører som for eksempel Semco og Q-Star.
Fremover må de indlejede offshore-medarbejdere kun have få én overtime per dag mod tidligere to til tre timer ud over de normale 12 timer. Det betyder, at en ansat mister 160 overarbejdstimer om året.
Hverken Maersk Oil eller underleverandørerne ønsker overfor DR at kommentere sagen.
Kilde: DR/Syd