Øer vil have billigere færgebilletter
Folketinget vedtog i juni, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan man kan indføre trafikal ligestilling til øerne, dvs. at det skal koste det samme at sejle en kilometer med en færge som at køre en kilometer på en landevej. Men endnu er intet sket. Det ærgrer Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S).
”Det er rigtig, rigtig ærgerligt, at det arbejde åbenbart er sandet til i et ministerium, eller hvad der nu er sket”, siger Winni Grosbøl.
Folketinget havde ellers besluttet, at arbejdsgruppen skulle være færdig med sit arbejde 1. marts næste år, men endnu er arbejdsgruppen slet ikke blevet nedsat, og der er heller ikke noget kommissorium klart.
Formand for Folketingets Kommunaludvalg, Helle Løvgreen Mølvig (RV), forklarer dog, at der er ved at komme gang i arbejdet.
”Vi er i gang med at finde ud af, hvordan sammensætningen af arbejdsgruppen kan tilgodese parterne, så alle er tilfredse med sammensætningen. Vi er udmærket klar over, at kommunerne – både Bornholm og andre kommuner, der har den samme problematik – har et stort ønske om, at arbejdet kommer i gang så hurtigt som muligt”, siger Helle Løvgreen Mølvig.
Tidligere har transportminister Magnus Heunicke været ud at sige, at der er grænser for, hvor billige færgebilletterne kan blive. Der er nemlig ikke nok penge i statskassen til, at man kan indføre en reel trafikal ligestilling.
Kilde: dr.dk