Odfjell tjener på stærkt kemikalietankmarked
Norske Oddfjell kommer stærkt ud af 2. kvartal primært drevet af et øget indtjening i kemikalietankforretningen. På bundlinjen veksles et underskud på 4,4 mio. dollar i årets 1. kvartal til et overskud på 31 mio. dollar i 2. kvartal, fremgår det af rederiets kvartalsregnskab.
Andelen af transporter på faste kontrakter faldt til 35 pct. i løbet af 2. kvartal, hvilket gjorde det muligt for Oddfjell at tjene penge i et stærkt spotmarked. Samtidig var rederiet begunstiget af bunkerprisens voldsomme fald, der reducerede Oddfjells omkostninger fra 50 mio. dollar i 1. kvartal til 36 mio. dollar i 2. kvartal.
“2. kvartal 2020 var et godt kvartal for Oddfjell på grund af et fortsat stærkt kemikalietankmarked og et aktivt spotmarked. Vi er glade for at rapportere positive tal i lyset af en udfordrende tid for global økonomi. Det viser fleksibiliteten og styrken ved vores globale platform og forretningsmodel,” siger Kristian Mørch, CEO i Oddfjell.
Driftsindtjeningen før af- og nedskrivninger mv. (EBITDA) voksede til 82 mio. dollar i 2. kvartal mod 66 mio. dollar i 1. kvartal. Heraf bidrog Oddfjell Tankers med 74 mio. dollar - en stigning på 16 mio. dollar svarende til den samlede vækst, mens Oddfjell Terminals tjente 8 mio. dollar, det samme som i 1. kvartal.
Renset for engangsposter kom rederiet ud med et nettoresultat på 17 mio. dollar i 2. kvartal i forhold til 1 mio. dollar i 1. kvartal.
“Covid-19 medfører fortsat stor usikkerhed om, hvad der sker fremover, men samlet set har vi endnu ikke set betydelig negativ påvirkning i vores marked. Vi forventer, at 3. kvartal bliver påvirket af de sædvanlige sæsonudsving, og vi forventer derfor at rapportere et svagere, men fortsat positivt resultat i næste kvartal,” siger Kristian Mørch.
Kilde: Oddfjell