Nyt landstrømsanlæg klar til brug i Skagen
Danmarks mest fleksible landstrømsanlæg er nu klar til brug på Skagen havn. Rederier får dermed et miljøvenligt alternativ til dieseldrift. Det er PowerCon der har stået for etableringen, og fra fredag er det nye landsstrømsanlæg klar til brug.
Det er vigtigt for os, at vi kan tilbyde landstrøm til vores kunder, der samtidig er konkurrencedygtig i forhold til skibenes dieselgeneratorer”, siger Willy B. Hansen, Direktør for Skagen Havn.
”Når fiskefartøjerne kobler sig på landstrømsanlægget i stedet for at benytte dieselmotorerne, vil det betyde at støjniveauet reduceres og i øvrigt højne luftkvaliteten i nærområdet. Dermed understøtter investeringen også Skagen Havns strategi for bæredygtighed”, siger Willy B. Hansen.
Det nye landstrømsanlæg er til større skibe, som pelagiske fiskefartøjer, og er konstrueret efter landstrøms standarden IEC 80005-3. Anlægget består af 5 kajtavler med hver 2 stk. 350 A IEC 80005-3 udtag, placeret på kaj 5 og langs kaj 7.
Med de samlede 10 stk. 350A udtag er det muligt at forsyne hele 10 skibe med forskellige spændingsniveauer og frekvenser - uafhængigt af hinanden. Ved synkronisering af op til 4 udtag, kan anlægget levere en maximal strømstyrke på 1.400A. Gennem trykfølsomme skærme i landstrømstavlerne kan det let tilkobles og styres af kunden selv.
Projektet er støttet af EU Interreg projektet SETS II, som arbejder for at udbrede elektrificeringen af havne i Kattegat- og Skagerrakområdet.
Redaktionen