Nyt forsøg på at trække Frank W fri
Søndag vil der blive gjort endnu et nyt forsøg på at trække det tysk ejede fragtskib Frank W, der er gået på grund ud for Malmø, fri af grunden. Det sker efter, at skibet er blevet lettet for 500 tons last.
Frank W, der er lastet med papirmasse og flis, var natten til onsdag på vej mod Hull, da det gik på grund i Øresund mellem Saltholm og den svenske kyst, godt 2 sømil sydvest for Malmø.
Både onsdag og torsdag blev der gjort forsøg på at trække Frank W fri af grunden, men begge forsøg mislykkedes.
Lasten er meget følsom overfor fugt, hvorfor det har krævet godt vejr at overføre en del af lasten til et andet skib. Den opgave ventes at være færdiggjort søndag morgen, hvorefter der vil blive gjort et nyt forsøg på at trække det Antigua Barbuda indregistrerede skib af grunden.
Grundstødningen skete kun en måned efter, at Frank W sejlede en dansk kutter ned ud for Skagen. Kutteren sank øjeblikkeligt, men det lykkedes en lodsbåd fra Skagen, der tilfældigt befandt sig i området, at redde de to besætningsmedlemmer.
Søfartsstyrelsen har endnu ikke afsluttet sin undersøgelse af den første hændelse, mens det er de svenske myndigheder der skal undersøge grundstødningen ud for Malmø.
Redaktionen