Ny lov gør det lettere at få våben om bord
Justitsminister Morten Bødskov fremlægger fredag et lovforslag, der gør det lettere at benytte bevæbnede vagter om bord på danske skibe. Fremover vil rederierne kunne få en overordnet årlig godkendelse, hvorefter de kan hyre bevæbnede vagter efter behov.
”En generel våbentilladelse betyder, at det hele kan gå hurtigere, når der er behov for det. Det har rederierne efterlyst, og det løser vi nu”, siger Morten Bødskov til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Der befinder sig konstant omkring 25-30 danske skibe i piratområderne, og selv om det er en alvorlig sag at sejle rundt med våben, har ministeren tillid til, at rederierne kan forvalte opgaven.
”Rederierne skal påse, at vagterne er egnede. De skal kontrollere vagternes straffeattester og sikre, at de har relevant våbenerfaring. Og hvis de bruger våbnene, skal de afrapportere til ministeriet inden for 72 timer” siger Morten Bødskov til avisen.
Våbnene skal låses inde i et våbenskab og må ikke anvendes uden for de farlige farvande. Alle sikkerhedsreglerne vil blive fastsat i en bekendtgørelse, som ministeren udarbejder.
I Danmarks Rederiforening er man godt tilfreds med ministerens udspil.
"Det er helt nødvendigt med fleksibilitet, hvis vi skal kunne beskytte vores skibe," siger vicedirektør Jan Fritz Hansen til avisen.
Rederiforeningen har i samarbejde med de søfarendes organisation og sikkerhedsbranchen udarbejdet en såkaldt industristandard, der indeholder en vejledning for, hvordan reglerne skal håndteres.
Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten