Ny jernbanebro først klar 19. november
Jernbanebroen over Limfjorden var ventet klar til togtrafik i starten af november efter forårets påsejling. Problemer med produktion af de nye elementer til broen har forsinket arbejdet, så genåbningen er blevet udskudt med cirka tre uger, til mandag den 19. november.
”Alle dele til den nye broklap bliver leveret over de næste to uger, og så går arbejdet i gang med at samle og montere broklappen. Herefter skal sporene lægges og broklappen testes. Til sidst gennemføres der prøvekørsler med tog, inden der igen åbnes for persontrafik, fortæller Peter V. Kristensen, fungerende direktør for Anlæg og Fornyelse i Banedanmark.
De første elementer til broen er netop ankommet til Aalborg, men desværre går der endnu et par uger mere end forventet, før der kommer til at køre tog over Limfjorden, oplyser Peter V. Kristensen. Det er forsinkelser med produktion, der gør, at monteringsarbejdet starter senere end planlagt, og derfor er det ikke muligt at åbne broen for trafik i starten af november, som oprindeligt planlagt.
”De gamle tegninger til broklappen er blevet brugt i deres grundform.
Det er selve arbejdet med at sikre en opgradering til nutidens krav og normer, der har givet flere problemer og taget mere tid end forventet, samtidig med at alle beregninger har været igennem grundige dobbelttjek af uafhængige instanser”, siger Peter V. Kristensen til Nordjyske.
”Der vil blive arbejdet alle ugens dage, og så kommer vi til at følge vejrudsigten tæt i de dage, hvor broklappen skal sejles ud og monteres. Dette arbejde kræver vind på maksimalt 8 m/s og maksimalt 1½ knob strøm”, siger Peter V. Kristensen.
Under arbejdet med montering af den nye broklap vil der være spærret for gennemsejling af jernbanebroen i cirka otte dage. Herefter bliver der åbnet for passage af broen nogle gange dagligt på bestemte tider. Banedanmark vil oplyse de præcise tidspunkter og datoer for spærringen hurtigst muligt. Vind- og strømforhold er med til at bestemme tidspunkterne.
Kilde: nordjyske.dk