Ny driftsdirektør skal styrke ADP
6. januar 2014 starter fredericianeren Jacob Gerdes som ny driftsdirektør hos Associated Danish Ports A/S. Han bliver chef for havnedriften med reference til adm. direktør Jens Peter Peters. Jacob Gerdes skal stå for den daglige drift i ADP A/S i et snævert samspil med de nuværende afdelingschefer.
”ADP er for mig en spændende virksomhed og en stor udfordring i ét, og jeg glæder mig til at videreudvikle ADP-havnene sammen med det nuværende lederteam. I første omgang ser jeg frem til at hilse på mine nye kolleger, kunder og samarbejdspartnere - og til at lære mere om dagligdagen på havnene”, siger Jacob Gerdes.
Ansættelsen skal styrke og udvikle ADP’s kerneforretning: havnedriften og samtidig frigøre tid hos den adm. direktør til strategisk udvikling af hele virksomheden samt til aktivt at deltage i regionens yderligere udvikling.
”Valget af Jacob Gerdes som ny driftsdirektør er først og fremmest begrundet i hans praktiske baggrund kombineret med stor ledelseserfaring og en solid teoretisk ballast. Samtidig har vi lagt vægt på hans handlekraft og analytiske evner. Han sætter sig ind i tingene, inden han handler. Det matcher vores virksomhedsfilosofi rigtigt godt”, siger Jens Peter Peters.
Den nye leder af havnedriften tror, at hans alsidige baggrund bliver en fordel ift. arbejdet i Fredericia, Nyborg og Middelfart.
Jens Peter Peters står således fortsat i spidsen for ADP, men vil fremover bruge en stor del af sin tid på virksomhedens strategiske udvikling frem for den daglige drift.
ADP omfatter havnene i Fredericia, Nyborg og Middelfart.
Kilde: Associated Danish Ports A/S.