Ny direktør til Museet for Søfart
Den nuværende direktør for M/S Museet for Søfart i Helsingør, Camilla Mordhorst, er blevet ansat som vicedirektør for Nationalmuseet og stopper derfor som direktør for M/S Museet for Søfart til sommer. Museets bestyrelse er begyndt på en rekrutteringsproces for at finde en ny direktør, der kan udbygge den position, det nye søfartsmuseum har fået.
”Jeg er glad for, at jeg har været med til at give det gamle museum en ny begyndelse. Det har været nogle oplevelsesrige år, som har krævet, at alle samlede kræfterne om de ambitiøse mål. Det, synes jeg, i høj grad er lykkedes. M/S Museet for Søfart er ikke blot en ekstraordinær arkitektonisk oplevelse, som har givet genlyd i den internationale arkitektur- og designverden, det er også et vidunderligt museum om Danmark som søfartsnation”, siger Camilla Mordhorst.
Siden det nye søfartsmuseum åbnede i oktober 2013, har det fået et utal af internationale priser, og museet har mere end tredoblet sit besøgstal.
Camilla Mordhorst forlader stillingen efter knapt to år som direktør. Hun fortsætter de næste par måneder i stillingen og får således mulighed for at være med, når det bliver afgjort, om søfartsmuseet vinder prisen som årets europæiske museum (European Museum of the Year Award 2015).
Kilde: M/S Museet for Søfart