Ny bølge piratangreb på vej i Det Røde Hav
Det var sandsynligvis ikke et enkeltstående tilfælde, da somaliske pirater for nylig første gang i mere end to år angreb kemikalietankskibet CPO Korea ud for Somalias kyst. Truslen om piratangreb i Adenbugten og Det Røde Hav er igen stigende og mere alvorlig end før, oplyser Maritime Risk Solutions til maritimedanmark.dk.
”Truslen har ændret karakter. Tidligere var det i høj grad lonely riders, som var pirater. Det er det ikke mere. I dag er det terrorister, og for dem gælder det om at gøre skade på folks ejendom”, oplyser firmaet Maritime Risk Solutions, der har hovedkontor i Sydafrika.
Maritime Risk Solutions har i mere end to år forventet, at den ændring fra pirateri til terrorisme ville finde sted.
”De terrororganisationer, der er involveret er Al Kaida, men ISIS er også blevet involveret på en meget mere aggressiv måde. ISIS er flyttet over Det Røde Hav fra Yemen til Somalia, og man mener, at de er ved at besætte en by der. Selvom de har forskellige navne, er de alle radikale muslimske terrorgrupper”, lyder det fra Maritime Risk Solutions, der også mener, at terrortruslen eksisterer i alle landene på den afrikanske østkyst helt ned til den sydlige del af Tanzania, da alle disse lande har islam som den primære religion.
Maritime Risk Solutions gør opmærksom på, at de nye pirater opfører sig meget anderledes end de tidligere pirater. Ifølge Maritime Risk Solutions vil de ikke vente op til 800 dage på at få en løsesum og er ligeglade med deres eget liv. De kan for eksempel finde på at sejle en lille båd fyldt med sprængstoffer ind i et skib for at gøre så meget skade som muligt. Det giver dem nemlig den bedste mediedækning og derfor mest opmærksomhed omkring deres sag.
Den nye type pirateri stiller samtidig større krav til de vagter, som rederierne som regel har ombord på deres skibe.
”Vagterne skal have flere kompetencer. Rederierne skal sikre sig, at det virkelig er professionelle vagter, de har ombord, netop fordi truslen har ændret karakter”, lyder det fra Maritime Risk Solutions.
Firmaet oplever, at rederierne generelt tager truslen meget seriøst, om end der måske er nogle af dem, der ikke har sikret sig godt nok.
Maritime Risk Solutions mener desuden, at det er svært at sige, om Vestafrika eller Østafrika udgør den største trussel mod skibstrafikken. Vestafrika udgør også stadigvæk et stort sikkerhedsmæssigt problem, men pirateriet her er af en helt anden karakter. Derfor er det svært at sammenligne.
Redaktionen