Nu søsættes maritimt innovationsprojekt
Med et tilsagn fra Innovationsfonden på 50 millioner kroner kan Det Blå Danmark nu søsætte det hidtil mest omfattende samarbejdsprojekt mellem den maritime industri, rederier, universiteter, GTS-institutter og myndigheder. 14 grønne innovationsprojekter skal øge væksten og skabe arbejdspladser i den maritime industri.
”Når vi forener de dygtigste kræfter inden for Det Blå Danmark for at udvikle energieffektive løsninger, vil det øge kompetenceniveauet og den maritime industris konkurrenceevne”, siger Jenny N. Braat, adm. direktør for Danske Maritime.
Over de næste fire år vil mere end 40 virksomheder og organisationer samarbejde om at udvikle grønne og konkurrencedygtige løsninger gennem samfundspartnerskabet Blue INNOship.
Samfundspartnerskabet drives af Alfa Laval, A.P. Møller-Mærsk, Hempel, MAN Diesel & Turbo, OSK-ShipTech, TORM, Aalborg Universitet, Copenhagen Business School, Danmarks Tekniske Universitet, Syddansk Universitet samt GTS-institutterne FORCE Technology, Teknologisk Institut, Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut.
Som fødselshjælper for samfundspartnerskabet nedsatte en bestyrelse bestående af Danske Maritime, Danmarks Rederiforening, Dansk Metal og Søfartsstyrelsen Det Blå INNO+ Sekretariat. Siden starten af året har sekretariatet arbejdet med at udbrede viden om INNO+ og om mulighederne ved initiativet, der har klare sammenhænge med vækstplanen for Det Blå Danmark.
Jan Fritz Hansen, vicedirektør i Danmarks Rederiforening, siger: ”Skibsfarten er tæt involveret i projektet, blandt andet ved at lade skibe indgå som flydende testlaboratorier. Det er helt afgørende for at opnå de ambitiøse resultater, vi håber på”.
Ud over parternes og Innovationsfondens finansiering er samfundspartnerskabet også støttet af Den Danske Maritime Fond. Det har medvirket til at øge indsatsen og gennemslagskraften af samfundspartnerskabet.
Kilde: Det Blå INNO+ sekretariat