Nu er 400.000 søfolk strandet til søs
FN´s søfartsorganisation IMO advarer - igen-igen - om, at der er behov for en akut indsats for at sikre besætningsskift. Antallet af søfolk, der er strandet på skibe verden over, er steget fra 250.000 til omkring 400.000 oplyser organisationen.
Det går ud over deres helbred, både fysisk og mentalt - og det kan gå ud over sikkerheden til søs, at 400.000 søfarende fortsat er om bord på skibe, de burde have afmønstret for længst.
Covid-19 pandemiens rejserestriktioner går hårdt ud over søfolk verden over trods utallige opråb til myndigheder og regeringer om at sikre muligheden for besætningsskift.
“Alt for trætte og mentalt udmattede søfolk bliver bedt om at fortsætte med at sejle skibene,” sagde IMO´s generalsekretær på en online-event i sidste sidste uge. “På mere end 60.000 fragtskibe, der fortsat leverer vitale varer, fødevarer og medicin, hænger skibssikkerheden i en tynd tråd, ligesom de søfarendes liv bliver udsat,” fortsatte han.
“Det er behov for handling - og det er nødvendigt nu. Vi er alle afhængige af de søfarende. De skal ikke være ofre i denne pandemi. De søfarende leverer til os - og nu er der behov for, at vi leverer til dem,” lød opfordringen fra generalsekretæren til regeringer verden over. Hidtil har opråbene ikke haft den store effekt.
Ud over at holde 400.000 søfolk strandet til søs, venter et tilsvarende antal på land på at kunne afløse dem.
Også Maersk forsøgte at råbe regeringsledere verden over op på FN-samlingen i sidste uge. “Jeg er bange for, at der i forhold til besætningsskift ikke sker meget i de fleste lande, hvis ikke der bliver gjort en indsats fra det allerøverste politiske niveau,” sagde Henriette Hallberg Thygesen, der er medlem af den øverste ledelse i A.P. Møller - Maersk.
“Vi har brug for øjeblikkelige og reelle handlinger nu fra regeringer og nationale myndigheder,” sagde hun ifølge Bloomberg.
Redaktionen