Norge vender Rusland ryggen i fiskestrid
Rusland får ikke mere at skulle have sagt, når det gælder fiskeriet i farvandet ud for den norske ø Svalbard. Det slår en norsk statssekretær fast efter, at russerne har foreslået fælles norsk-russiske fiskeriinspektioner i farvandet.
”Der er tale om norsk område, hvor Norge håndhæver suveræniteten. Vi har ingen hensigter om at ændre på noget, der fungerer så godt, som det gør i dag”, siger statssekretær Rune Ingebrigtsen fra den norske regering til den norske avis VG..
Både Rusland og Norge patruljerer i farvandet, men Rusland har kun tilladelse til at inspicere russiske fartøjer. Mandskabet på de norske marinefartøjer kan derimod borde og kontrollere alle skibe.
”Vi er et af de få lande i verden, for hvem det er lykkedes at komme tyvfiskeri næsten hundrede procent til livs. Med kystvagten i front har vi i en årrække vist så gode resultater, at jeg ikke ser nogen grund til at ændre på dette”, siger Ingebrigtsen.
Mens Norge og Rusland efter 40 års forhandlinger har fået afklaret suverænitetsspørgsmålet for dele af farvandet mellem de to nationers fastland i Barentshavet, så er det fortsat uafklaret omkring Svalbard.
Kilde: fyens.dk