Norge indfører kontrol ved færger
Norge indførte fra i går torsdag den 26.november 2015 klokken 08.00 grænsekontrol på alle færger fra Danmark, Sverige og Tyskland og øger grænsekontrollen langs indfaldsvejene til Norge. Det betyder man skal vise gyldig legitimation inden man kommer med færgerne i Hirtshals og Frederikshavn.
”Alle der skal rejse, og alle bestiller rejser, skal vise gyldig legitimation”, siger Helge Otto Mathisen, koncerndirektør i Color Line, der sejler fra Hirtshals til Norge.
Både Color Line og Fjord Line, der også sejler fra Hirtshals anbefaler, at man medbringer pas. Men også andre former for legitimation med billede, som for eksempel kørekort vil blive accepteret. Begge rederier forventer, at der kan være længere ventetid.
På færgehavnen i Hirtshals skal personalet tjekke alle, der kører eller går ombord på færgerne til Kristiansand og Larvik. I Frederikshavn tjekker ansatte i Stena Line også passagerne inden de går ombord på færgen til Oslo.
Indtil videre gælder den øgede grænsekontrol ved indrejse i Norge 10 dage frem. Om perioden herefter forlænges vides endnu ikke.
Det er øget strøm af flygtninge til Norge, efter at Sverige indførte strengere grænsekontrol, der nu får de norske myndigheder til også at stramme indrejsekontrollen.
Kilde: TV2/Nord