Neptune vil øge kapaciteten i 2010
Neptune Orient Lines vurderer, at efterspørgslen på det globale containermarked vil vokse så meget i 2010, at rederiet i år vil chartre op til 10 nye containerskibe med en kapacitet på op til 6000 TEU: Det svarer til en øget kapacitet på 7 procent.
Rederiets topchef Ron Widdows siger til Bloomberg News, at mange rederier ikke længere brænder penge af. Og han tror på, at rederierne vil forhandle sig til bedre rater på Stillehavsruterne, når de store transportkontrakter skal genforhandles til maj.
Ifølge Widdows vil de samlede volumener på Stillehavsruter vokse omkring 5 procent i år, mens efterspørgselen på kapacitet på ruterne fra Asien til Europa ventes at vokse endnu mere.
Neptune Orient Lines har samtidig allerede genindsat 15 oplagte skibe i rutefart. Modsat vil Neptune i mere udpræget grad gøre brug af slow-steaming, hvor der sejles langsommere for at spare brændstof. I alt 75 procent af Neptunes flåde sejler på nedsat hastighed i dag, og det tal vil stige til næsten 90 procent medio 2010, siger topchefen.
Kilde: sydinvest.dk