Navigatør får erstatning for diskriminering
Som pensionist fungerede Svend Lindbøl som timelønnet vikar på VTS Øresund, og Forsvaret ville sætte ham ned i løn, da han delvist var overgået til at modtage pensionsudbetaling. Han er nu blevet tilkendt en godtgørelse på 125.000 kroner for aldersdiskriminering ved Ligebehandlingsnævnet.
”Det vigtigste for mig er ikke pengene. Det vigtigste er uden sammenligning, at det nu er slået fast, at jeg har fået ret, og at Forsvaret var på gale veje”, siger 69-årige Svend Lindbøl til CO-Søfart.
Søfartens Ledere afviste tilbage i 2012, at der juridisk var noget at komme efter i skibsfører Svend Lindbøls sag mod Forsvaret. Han meldte sig derefter ind i Dansk Metals Maritime Afdeling /CO-Søfart, hvor advokat og sekretariatschef John Ibsen har kørt sagen ved Ligebehandlingsnævnet.
Ligebehandlingsnævnet har underkendt Forsvarets argumentation i sagen og givet DMMA/CO-Søfart medhold. Med renter har Forsvaret efter kendelsen ved Ligebehandlingsnævnet betalt Svend Lindbøl 137.000 koner.
Kilde: co-sea.dk