My Ferry Link trues måske af konflikt
Færgeselskab My Ferry Link står muligvis over for sin første arbejdskonflikt siden selskabet begyndte at operere mellem Calais og Dover i august 2012. Det skyldes utilfredshed med ledelsens forslag til lønforhøjelse. Forhandlingerne om løn - og arbejdsforhold genoptages i dag.
”Vi opfordrer til, at de finder sted i en rolig atmosfære og ikke den giftige, som har kendetegnet tidligere møder i løbet af de sidste par måneder”, siger selskabet i en erklæring i dag om de årlige lovbestemte forhandlinger om løn - og arbejdsvilkår.
My Ferry Links eneste fagforening, Syndicat Maritime Nord, der ofte er initiativtager til social uro på SeaFrance, siger, at de ansatte er blevet skuffet over et tilbud på en lønstigning på kun én procent.
Tidligere på ugen var der forsinkelser på op til to timer på to af færgerne, Rodin og Berlioz, som protest mod ledelsens forslag til lønforhøjelse. En del af arbejdsstyrken er endog gået til personlige angreb på den administrerende direktør Jean-Michel Giguet og forlanger, at han forlader sin post.
”Det er ikke første gang, jeg har været truet. Jeg har en mission. My Ferry Link er ikke kun Syndicat Maritime Nord, det er også staben. Vi startede noget sammen, og jeg er ansvarlig for dem. I enhver forhandling er målet altid at finde et kompromis”, siger Giguet til en lokal avis.
Eurotunnel datterselskabet, der ligger i hård konkurrence med DFDS, har op til 12 dobbeltture dagligt på ruten med tre tidligere SeaFrance skibe. Efter en vanskelig start har selskabet nu en markedsandel på omkring 10 procent på Dover strædet.
Der verserer stadig en sag hos de engelske konkurrencemyndigheder om, hvor vidt Eurotunnel selskabet må drive færgedrift. En tidligere afgørelse, om at selskabet skal indstille driften, er appelleret og venter på sin endelige afgørelse.
Kilde: Lloyds List