Mulighed for gruppesøgsmål mod Staten
Hvis Søfartens Ledere får medhold i den kommende sag mod Staten, har man mulighed for at få erstatning for de manglende skattelettelser i DIS. Det kræver imidlertid, at man tilmelder sig Søfartens Lederes gruppesøgsmål mod Staten. Fristen er den 6. januar 2016 og tilmeldingen er ultimativ.
I begyndelse af december behandler Østre Landsret en sag, som Søfartens Ledere har anlagt mod den danske stat. Sagen handler om, hvorvidt Staten har pådraget sig et erstatningsansvar over for Søfartens Lederes medlemmer, i forhold til den manglende regulering af nettolønnen i DIS, som følge af den lavere skat på arbejde.
Sagen mod Staten er relevant, da Søfartens Ledere har tabt den forudgående retssag mod DFDS, som Østre Landsret afsagde dom i torsdag den 19. november. Sagen mod Staten kan dog være irrelevant, da udfaldet i sagen mod DFDS bliver anket til Højesteret af Søfartens Ledere.
Sagen mod Staten er en såkaldt prøvesag, der har til formål at afgøre, om andre medlemmer med samme baggrund som medlemmerne i den aktuelle sag, kan rejse samme krav. Får Søfartens Ledere medhold i sagen mod Staten, kan mange medlemmer gøre krav gældende mod Staten, om erstatning for de manglende skattelettelser i DIS.
For at sikre, at ingen potentielle krav bortfalder på grund af forældelse, anlagde Søfarten Ledere i marts 2015 et såkaldt gruppesøgsmål mod Staten.
Gruppesøgsmålet har i første omgang til formål at forhindre den forældelse, der kan blive aktuel, imens de to sager mod hhv. Staten og DFDS afklarer de grundlæggende betingelser for de potentielle krav.
Søfartens Ledere kan anlægge gruppesøgsmålet som repræsentant for de kravsøgende, der udtrykkeligt tilmelder sig gruppesøgsmålet senest den 6. januar 2016.
Der er ingen mulighed for at tilmelde sig gruppesøgsmålet efter denne frist. Tilmeldingen er bindende og man kan ikke fortryde sin tilmelding uden rettens tilladelse.
Gruppesøgsmålet gælder udelukkende potentielle krav mod Staten. Med hensyn til forældelse af potentielle krav mod rederierne, kan gruppesøgsmål ikke anvendes, da der er flere rederier på sagsøgtes side.
Læs mere på Søfartens Lederes hjemmeside HER
Kilde: Søfartens Ledere