Minister besøgte maskinmesterskole
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen besøgte mandag den 1. februar Aarhus Maskinmesterskole, hvor ministeren fik lejlighed til at mødes med studerende og opleve en del af skolens anderledes tilgang til undervisning.
Selvom der egentlig var lagt op til en stram tidsplan, tog uddannelsesministeriets delegation sig alligevel rigelig tid til besøget på Aarhus Maskinmesterskole (AAMS). Efter en indledende dialog mellem ministeren og rektor Anders Hanberg Sørensen og prorektor Jesper Kofoed Petersen, fik ministeren blandt andet en indføring i nye og anderledes måder at undervise på, bland andet via AAMS-specialiteten fjernundervisning, hvilket vækkede stor begejstring.
Ministeren blev også indført i den nye studieordning med fokus på gruppearbejde og den deraf afledte dynamik, som bidrager til øget læring og mindre frafald. Gruppernes arbejde med cases direkte fra erhvervslivet bidrager desuden til, at de studerende motiveres og bruger mere tid på deres studie.
I det hele taget viste ministeren stor interesse for maskinmester-uddannelsens opbygning, de studerendes trivsel og de nye rammer, som skolen befinder sig i. I løbet af besøget fik Esben Lunde Larsen således også lejlighed til at møde flere studerende, blandt andet bornholmeren Anders Lassen, der som fjernstuderende var med fra Rønne via Adobe Connect. Rundturen på skolen bragte ham også ned til dampkraftværket i maskinlab, hvor en gruppe studerende forklarede ministeren om kraftværket og om deres egen motivation for at læse til maskinmester.
Alt i alt var der tale om et vellykket besøg, som gav ministeren og hans delegation et godt indblik i den polytekniske uddannelse.
Kilde: Aarhus Maskinmesterskole