Minister åbner debat på folkemødet
Erhvervs- og vækstminister Anette Vilhelmsen åbner den maritime debatrække på Folkemødet på Bornholm med debatten ”Fra vækstplan til virkelighed”. Det sker i dag klokken 16.45 på ydermolen i Allinge Havn i Det Blå Telt på Folkemødet.
Ordstyrer på debatten er Ole Krohn, redaktør på TV2 finans. Debatten er den første i en lang række i Det Blå Telt under Folkemødet, der finder sted i løbet af de næste fire dage.
Vicedirektør Jan Fritz Hansen fra Danmarks Rederiforening, adm. direktør Jenny Braat fra Danske Maritime og sekretariatschef Tom Elmer Christensen fra Danske Havne vil konkretisere ønsker og forslag til, hvordan de fine takter i vækstplanen kan blive til virkelighed.
Danske Havne glæder sig især over, at Det blå Danmark er ”gået på land”, så havnenes arbejde med at kæde land og sø sammen erhvervsmæssigt og logistisk får større fokus. Danske Havne opfordrer til, at man bruger de mange muligheder, der er i havnene, til at styrke både de maritime erhverv og det øvrige lokale og regionale erhvervsliv.
Danmarks Rederiforening, Danske Maritime og Danske Havne findes i Det blå Telt på Folkemødet.
Det Blå Telt er støttet af Den Danske Maritime Fond.
Kilde: Danske Havne