Miljø giver penge i lommen
Det lønner sig at tænke grønt: Det kan havnevirksomheden Copenhagen Malmö Port skrive under på. Sidste år lykkedes det at spare 120.000 liter diesel på havnens arbejdsmaskiner, og det giver en besparelse på over trekvart million kroner.
"Der er mange faktorer bag det gode resultat. Det lavere dieselforbrug afspejler, at en del af vore havnearbejdere har fået kurser i "ecodrive". Det vil sige, at de kører så miljøvenligt som muligt og eksempelvis undgår unødige accelerationer. Vi er også blevet bedre til at planlægge vore skibsanløb, så vi får så korte køreafstande som muligt, når godset skal losses eller lastes", siger Lennart Hall, CMP's kvalitets- og miljøkoordinator.
CMP brugte i 2008 12 procent mindre diesel. Men lige så vigtigt faldt luftforureningen fra arbejdsmaskinerne i gennemsnit med 19 procent i forhold til 2007.
Faldet i luftforurening skyldes først og fremmest, at CMP forsyner alle sine arbejdsmaskiner med partikelfiltre. Over et halvt hundrede store maskiner skal senest i 2010 have partikelfiltre. Nogle af de ældste maskiner er blevet taget ud af drift og nye, mere miljøvenlige maskiner er kommet til.
"Mindre luftforurening betyder umiddelbart bedre arbejdsmiljø for vore havnearbejdere, men er selvfølgelig også godt for miljøet i vore omgivelser", siger Lennart Hall, der mener, at det nu bliver sværere at få samme resultater som i 2008. "Men der er stadig en indsats, der kan gøres", siger Lennart Hall.
Kilde: CMP