Maskinmestrenes Forening sætter ny rekord
Der har aldrig været så mange studerende på uddannelsen til maskinmester, og Maskinmestrenes Forening rundede i 2014 et rekordhøjt antal medlemmer på flere end 11.500. Det slog maskinmestrenes formand Per Jørgensen onsdag fast på foreningens generalforsamling.
”I Regeringen og Folketinget oplever vi en positiv og imødekommende holdning til maskinmesteruddannelsen og professionen generelt. Den indstilling skal vi fastholde, og det kan vi kun, hvis vi fortsat opretholder den nødvendige kvalitet i uddannelsen og fortsat udvikler indholdet i forhold til de fremtidige krav på arbejdsmarkedet. Maskinmestrenes Forening skal medvirke til, at erhvervslivet har det fornødne kendskab til maskinmestrenes kompetencer som nøglepersoner til at omsætte ledelse og teknologi til effektiviseringer og innovation”, sagde
Per Jørgensen.
Den positive udvikling for såvel uddannelsen, på arbejdsmarkedet og i Maskinmestrenes Forening forventes at fortsætte de komme år.
”Derfor vil bestyrelsen i de kommende år fokusere på, at alle medlemmer af Maskinmestrenes Forening er i et ansættelsesforhold samtidig med, at optaget af studerende øges yderligere, så der i 2016 er mere end 3.000 maskinmesterstuderende i Danmark,” sagde formanden.
Antallet af studerende på landets maskinmesterskoler er gennem de seneste 10 år steget markant fra godt 800 studerende i 2004 til godt 2.600 studerende i 2014. 2000.
Kilde: Maskinmestrenes Forening