Maskinmesterelever studerer miljøskib
De studerende fra Aarhus Maskinmesterskole koblede teori og praksis sammen, da de besøgte søværnets miljøskib Gunnar Seidenfaden. For de fleste af de studerende var det første gang, at de stod i et skibs maskinrum.
”De studerende er glade for at komme ud, for vi kan ikke se et skibsmiljø andre steder. Denne slags besøg kan noget, som hardcore teoriundervisning ikke kan”, siger en af underviserne på den maritime linje, Steffen Schnedler Sørensen.
To af eleverne følger med en lommelygte et rørsystems forløb rundt i maskinrummet. De studerende skal nemlig løse opgaver om besøget, når de er tilbage på skolen.
I den øredøvende larm i miljøskibets varme maskinrum fotograferer Thomas Egebjerg fra skolens maritime linje en af de mange kontroltavler med sin smartphone.
”Det er rigtig godt at komme ud på et skib og få sat billeder på den teori, vi har på skolen,” siger Thomas Egebjerg fra 4. semester.
Kilde: forsvaret.dk