Mærsk nedprioriterer ballastvandrensning
Maersk Line, har midlertidigt indstillet installation af udstyr til rensning af ballastvand på de nye Triple-E-skibe. Det sker, fordi der er usikkerhed om hvornår de nye miljøkrav på området kommer til at træde i kraft, da der er tegn på, at tidsfristen bliver udskudte.
"Når vi investerer i grønne teknologier for at møde strengere krav, har vi selvsagt brug for klarhed i kravene," siger Bo Cerup-Simonsen, direktør for koncernens enhed for skibsteknologi, Maersk Maritime Technology.
Triple-E-skibene blev designet ud fra en forventning om, at der mellem 2014 og 2016 ville komme regler om pligt til at rense ballastvandet for invasive arter. FN's søfartsorganisation, IMO, ser nu ud til at udskyde kravene på ubestemt tid. Usikkerheden ærgrer Maersk, da det påvirker rederiets planlægning af investeringer.
De to første Triple-E-skibe, som allerede er i drift, har renseteknologi om bord, og de skibe, der er under bygning, får indtil videre anlæg monteret. Beslutningen om, hvorvidt de skibe der først kommer til senere også skal udstyres med de dyre anlæg, er indtil videre udskudt.
"Vi arbejder aktivt for global miljølovgivning, så der bliver ens regler for alle. Hvis vi gør noget ensidigt, så vil det for det første ikke gavne miljøet særligt meget, fordi vi trods alt i den samlede tonnage ikke udgør så forfærdelig mange procent, mens vi til gengæld vil miste en del konkurrenceevne", siger Jacob Sterling, Maersk Line's miljøchef til Børsen.
Miljøkomiteen i IMO har udsættelsen af de maritime miljøkrav til afstemning på et møde i marts 2014. Det kan i værste fald betyde, at reglerne måske først kommer til at træde i kraft i 2021, hvor de ellers skulle have været indfaset senest i 2016.
Kilde: Børsen