Maersk Line overskud på 8,5 milliarder kr.
Maersk Line fik i 2013 et overskud på 8,5 milliarder kroner mod et overskud på 2,7 milliarder kroner i 2012, en fremgang på 5,8 milliarder. Omsætningen faldt fra 157 milliarder kroner i 2012 til nu 147 milliarder kroner, en tilbagegang på små 6,4 procent.
Maersk Line fulgte sin strategi om at vokse i takt med markedet. Til trods for 7,2 procent lavere gennemsnitlige fragtrater forbedrede Maersk Line sit resultat markant. Forbedringen skyldtes besparelser på driftsomkostninger, hovedsagelig på grund af optimering af rutenetværket og bedre udnyttelsesgrad.
Omsætningen faldt med 3,4 procent til 26,2 milliarder dollar, negativt påvirket af et fald på 7,2 procent i den gennemsnitlige fragtrate til 2.674 dollar/FFE, og delvist udlignet af en stigning i mængder på 4,1 procent til 8,8 millioner FFE.
For at minimere påvirkningen af de lave og volatile fragtrater fortsatte Maersk Line med at absorbere kapacitet gennem en aktiv kapacitetstilpasning over hele året i form af oplægning, slow steaming og aflyste sejladser.
Maersk Line fastholdt sin markedsandel for hele året med en vækst i containermængder på 4,1 procent i forhold til 2012. På de vigtige Asien-Europa ruter steg mængderne med 4 procent for de vestgående ruter, og mængderne på de østgående ruter steg med 3 procent, en samlet stigning på 3 procent i forhold til 2012.
Mængderne steg med 2 procent på de øst-vestgående ruter, 4 procent på de nord-sydgående ruter og 10 procent på Intra-ruterne i forhold til 2012. De gennemsnitlige fragtrater faldt på alle ruter og med 6 procent fald i den gennemsnitlige fragtrate for Asien-Europa ruterne.
Maersk Line anvendte fortsat “slow and equal steaming” for at reducere udledningen af CO2, og til trods for en vækst i mængder på 4,1 procent reducerede Maersk Line brændstofforbruget med 12,1 procent. Brændstofprisen var 9,9 procent lavere i 2013, og de samlede brændstofudgifter faldt med 21,0 procent til 5,3 milliarder dollar i forhold til 2012.
Maersk Line forventer i 2014 et resultat på niveau med 2013. Maersk Line stræber efter at forbedre sin konkurrenceevne, selvom faldet i enhedsomkostninger vil blive mindre end i 2013. Den globale efterspørgsel på søfragt af containere forventes at stige med 4-5 procent og Maersk Line stræber efter at vokse med markedet. Overskudskapacitet vil sandsynligvis presse fragtraterne.
Flåden bestod af 275 ejede skibe, i alt 1,6 millioner TEU, og 299 indchartrede skibe, på ialt1,0 millioner TEU, ved udgangen af 2013. Egen flåde blev forøget med leveringen af fire Triple-E containerskibe, fem skibe konstrueret til vækstmarkeder på ruterne til Afrika og Latinamerika samt køb af et allerede indchartret skib.
For at optimere rutenetværksomkostninger indgik Maersk Line i fjerde kvartal 2013 en aftale om at tilbagelevere 14 finansielt leasede skibe. Fem skibe på i alt 20.000 TEU er tilbageleveret til ejerne i fjerde kvartal 2013, og ni skibe, ialt 36.000 TEU, tilbageleveres i første kvartal 2014.
Den indchartrede flåde blev nedbragt med 27 skibe i forhold til 2012, og den chartrede flåde faldt med 8,5 procent til en kapacitet på 1,0 million TEU. Oplægning ved udgangen af 2013 udgjorde 47.000 TEU, ni skibe, hvilket svarer til cirka 6 procent af den totale oplægningskapacitet i markedet.
Maersk Line ejer fem og chartrer fem multi purpose skibe.
Der er bestilt 16 Triple-E skibe, der er beregnet til ruterne mellem Asien og Europa, med en kapacitet på 288.000 TEU til levering i løbet af 2014-2015. Der blev ikke afgivet bestilling på nybygninger i 2013.
Kilde: A.P. Møller - Mærsk