Maersk Line er årets bæredygtige rederi
Maersk Line fik forleden ved en ceremoni i London overrakt prisen ”Sustainable Ship Operator of the Year”, som er en pris, der går til et rederi, der har gjort en indsats for at øge energieffektiviteten og forbedre miljøet.
”Vi er glade for at blive anerkendt for vores bestræbelser inden for bæredygtig skibsfart. Vi har opnået betydelige reduktioner i vores CO2-udledninger i det sidste år, og denne pris er tilegnet vores medarbejdere og kunder, som støtter vores bestræbelser”, siger Signe Jensen, leder af Sustainability i Maersk Line.
I 2013 mindskede Maersk Line CO2-udledningen med 12 procent ved at bruge 1,2 millioner ton brændstof mindre end i 2012, hvilket desuden bidrog med 764 millioner dollar på bundlinjen. Maersk Line har blandt andet øget energieffektiviteten ved at indsætte Triple E-skibene i rutenetværket. Senest har Maersk Line fået leveret det 12. Triple E-skib ud af i alt 20, nemlig Mogens Maersk, der er indsat på AE-10 mellem Asien og Europa.
Kilde: World Maritime News