Mærsk - den lysegrønne stjerne
Mærsk arbejder hårdt på at vinde en position som en af de mest miljøvenlige aktører i shippingbranchen. Planen er, ikke blot at leve op til den til enhver tid gældende miljølovgivning, men at overgå den.
"På langt sigt vil grønne løsninger blive mere konkurrencedygtige. Kunderne måler shippingselskabers miljømæssige performance. Vi arbejder med ledende kunder som Tesco og IKEA på at opnå højere standarder", siger chef for Maersk Maritime Technology, Bo Cerup-Simonsen, til Lloyd's List.
Han understreger, at man kigger på alle muligheder for at spare energi, inklusiv skibsdesign og operationelle beslutninger. Samtidig er der foretaget en grundig analyse af alle skibstyper for at få et klart billede af CO2-udslippet.
Det er en del af ideen, at den grønne profil vil øge rederiets konkurrenceevne. Ikke blot fordi kunderne vil vælge det grønne alternativ, men også fordi strikse regler omkring CO2-udslip øjnes i horisonten.
Det har allerede fået konsekvenser. En serie på 16 ny-designede 7500 TEU containerskibe er på vej fra Daewoo fra 2011 til 2013. Disse skibe bruger 23 procent mindre energi end deres søstre grundet nye design, der indebærer en ændret skrogform og genanvendelse af varme.
Kilde: Lloyds List