Maersk bedre gennem 2. kvartal end ventet
Covid-19 pandemien skabte ikke et så stort fald i efterspørgslen på containermarkedet i 2. kvartal, som Maersk tidligere havde forventet. Sammen med en omkostningsbesparelser og betydelige kapacitetstilpasninger i Ocean, forventer Maersk et lidt bedre driftsresultat for kvartalet.
Maersk har formået at styre gennem Coronakrisen bedre end ventet i 2. kvartal. Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse, som rederiet udsendte sent i går eftermiddags - og som øjeblikkeligt fik kursen på selskabets aktier til at stige.
“Udviklingen i markedet, kombineret med omkostningsbesparelserne på tværs af organisationen og betydelige kapacitetstilpasninger i Ocean medfører, at A.P. Møller - Mærsk A/S forventer EBITDA (før restrukturerings- og integrationsomkostninger) for 2. kvartal 2020 på et lidt højere niveau end 1. kvartal 2020 (1,5 mia. dollar),” skriver Maersk i fondsbørsmeddelelsen.
Maersk forventede tidligere, at volumenfaldet i containermarkedet ville nå op på mellem -20 pct. og -25 pct., men så slemt kommer det ikke til at gå. Faldet forventes nu “kun” at blive i omegnen af -15 pct. til -18 pct., fremgår det af meddelelsen fra Maersk.
Verdens største containerrederi tør dog fortsat ikke komme med et bud på helårsresultatet.
“Da de globale økonomier fortsat er påvirket af COVID-19, med deraf følgende usikkerheder om forbedring i efterspørgslen i 2. halvår 2020, er resultatforventingerne til hele året 2020 forsat suspenderet,” skriver selskabet.
Da markedet lukkede i går var Maersk-aktien steget med godt syv pct. til kurs 8.274 kr. for B-aktien.