Mærsk advarer kunder om nye sanktioner
A.P. Møller - Mærsk henvender sig nu til alle sine kunder i en mail der gør opmærksom på, at der med virkning fra 30. september er trådt nye sanktioner i kraft, der indebærer forbud mod import af produkter til EU, hvis produkterne indeholder russiske jern- og stålprodukter.
Foto: Maersk
Sanktionen indebærer, at alle kunder er forpligtet til at fremlægge bevis for, at de råmaterialer, der anvendes i jern- og stålprodukter der importeres til EU, er af ikke-russisk oprindelse.
”Vi opfordrer kraftigt alle kunder med last, der involverer de berørte stål- og jernprodukter, til at sikre sig, at de har den nødvendige dokumentation tilgængelig. Hvis den påkrævede dokumentation ikke er tilgængelig, kan det påvirke import af sådanne varer til EU og føre til forsinkelser, toldopbevaring eller sagsanlæg for brud på sanktioner”, hedder det i henvendelsen.
”A.P. Møller – Mærsk er på intet tidspunkt ansvarlig for at udarbejde dokumentationen fra kunden, eller for at fremskaffe den nødvendige dokumentation til myndighederne - denne pligt påhviler kunderne”.
-mauh