Lokalpolitikere vil stække By og Havn
Flere partier i Borgerrepræsentationen i København vil kigge nærmere på magtforholdet mellem Københavns Kommune og udviklingsselskabet By og Havn, der blandt andet ejer Københavns Havn. Københavns Rådhus har for lidt at skulle have sagt, når det gælder byudvikling, lyder kritikken.
”Jeg er villig til at se på, om vi skal indrette det anderledes, og om en større del af beslutningskompetencen skal trækkes tilbage på rådhuset”, siger Mette Annelie Rasmussen (R), der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget.
”Det skal være på rådhuset, og det skal være folk, der er valgt af københavnerne til at varetage deres interesser, der skal bestemme. Hvis det opleves, som om der er nogen, der får frie tøjler, så har vi et problem, vi skal forholde os til”, tilføjer hun.
Jakob Næsager (K) kalder By og Havn for en kunstig konstruktion.
”Når missionen med at sælge grunde er fuldført, så skal By og Havn naturligvis nedlægges”, mener han og tilføjer, at By og Havn ikke skal have råderet over flere grunde.
Udviklingsselskabet By og Havn I/S blev stiftet i 2007 med det formål at udvikle arealerne i Ørestad og Københavns Havn samt forestå havnedriften i Københavns Havn. Det sidste foregår dog som bekendt via datterselskabet Copenhagen Malmö Port.
Kilde: Dagbladet Børsen