Lodsliberalisering førte til ulykker
Da Australien liberaliserede lodsvæsenet, førte det til flere alvorlige ulykker. Noget tyder på, at lodsservice ikke egner sig til at blive udsat for konkurrence. Langt de fleste lande har en statsligt kontrolleret lodstjeneste.
I 1993 vedtog man i Australien at privatisere udbuddet af lodsservice. Den model, man begyndte at bruge, er, at der kun er én udbyder, der vinder opgaven i hver havn, men af og til skal lodsydelsen i udbud.
Liberaliseringen i Australien førte i første omgang til prisfald, men der skete også flere alvorlige ulykker, og derfor gik man i gang med en kritisk evaluering af ordningen.
Undersøgelsen viste blandt andet, at de forretningsmæssige og økonomiske relationer mellem lodserierne og deres kunder havde betydning for sejladssikkerheden. Det viste sig også, at hviletidsbestemmelserne i mange tilfælde ikke blev overholdt. Siden har regeringen i Australien skærpet kontrollen med lodserierne.
Den danske regering har sendt et lovforslag om effektivisering af lodsvæsenet i høring. Det foreslås her, at nogle af gennemsejlingslodsningerne skal udbydes til private lodser. Blandt andet Danske Havne har været stærkt kritisk over for forslaget.
Kilde: Søfartens Ledere