Lods døgnet rundt i Randers Havn
Forslaget til ny lodslov var lige ved at tage livet af Randers Havn, fordi Randers Havn blev kategoriseret som en mindre havn, der kun skal betjenes af lodser 12 timer i døgnet. Det er nu forhindret, og Randers Havn kan igen se frem til at blive betjent af lodser døgnet rundt.
”Hvis det oprindelige forslag var blevet vedtaget, ville risikoen være, at redere ville fravælge Randers Havn pga. den øgede ventetid for skibene på de tidspunkter af døgnet, hvor der ikke var lodsbetjening. Det ville selvsagt have haft negative følger for godsomsætningen på havnen og dermed for havnens drift og vækst. Derfor er det meget tilfredsstillende at se, regeringen har ændret lovforslaget til vores fordel”, siger Henning Jensen Nyhuus, bestyrelsesformand for Randers Havn.
Ændringen består i, at Randers Havn nu er kommet med på listen over de 30 største havne, som skal betjenes af lodser døgnet rundt.
Problemet var især, at det tager tre timer for et skib at komme fra udmundingen af Randers Fjord og ind til havnen, og med seks timer i alt med passage ind og ud af fjorden, ville der kun være seks timer tilbage til selve lastningen eller losningen, og det ville mange skibe ikke kunne nå.
Kilde: TV2 Østjylland