Læk coaster bugseret til Esbjerg
Det er lykkedes bjærgningsmandskab at stabilisere coasteren Helge så meget, at slæbebåden Sigyn kunne tage den på slæb til Esbjerg, hvortil slæbet ankom lørdag kl. 17. Skibets forsikringsselskab skal nu vurdere, om skibet skal skrottes eller repareres.
Skibets syv mand store besætning blev allerede fredag fløjet til Esbjerg af en dansk redningshelikopter. Alle var i god behold, kaptajnen måtte dog på skadestuen for at få behandlet snitsår han pådrog sig, da besætningen forlod skibet.
Forsvaret har offentliggjort en video der viser dele af den store redningsaktion der gik i gang fredag morgen, efter to fragtskibe kolliderede i Nordsøen, 20 sømil nordvest for Hvide Sande.
Hvorfor de to skibe kolliderede står fortsat ikke klart, men Wild Cosmos fik kun små skader, mens Helge blev slået læk.
Marinehjemmeværnet har offentliggjort billeder af den skadede coaster, De kan ses HER
Wild Cosmos var på vej fra Durban i Sydafrika til Tallinn i Estland da kollisionen indtraf, mens Helge car på vej fra Antwerpen i Belgien til Porsgrunn i Norge.
Wild Cosmos har fået lov til at fortsætte sejladsen, men nu med Kalundborg som destination.
Redaktionen