Krydstogtgigant taber 10 mia. kr. i 2. kvartal
Verdens næststørste krydstogtgruppe, Royal Caribbean Group, er fortsat hårdt ramt af Corona krisen og tabte i 2. kvartal 1,64 mia. dollar, godt 10 mia. kr. Det betyder, at det samlede tab i 1. halvår når op på 3,08 mia. dollar, svarende til knap 20 mia. kr.
Royal Caribbean Group, der ejer 59 krydstogtskibe, befinder sig fortsat i den værste krise nogensinde, hvor pengestrømmen kun løber en vej: Ud af kassen. Og det gør den hurtigt. Således forventer Royal Caribbean at brænde mellem 250 og 290 mio. dollar af om måneden på den oplagte flåde.
“Covid-19 pandemien udgør en hidtil uset udfordring for vores industri og samfund. Vores teams arbejder utrætteligt på at vende tilbage til almindelig drift hurtigst muligt, og gør det ved at udvikle nye helbreds- og sikkerhedsprotokoller for at beskytte vores gæsters og besætningers velfærd,” siger Richard Fain, CEO i Royal Caribbean Group i en erklæring.
Selskabets CFO, Jason Liberty, siger, at rederiet overvejer at sælge nogle af sine skibe for at klare sig gennem Covid-19 krisen. Tre skibe er allerede solgt til skrot.
“I denne tid evaluerer vi bestemt mulighederne for at sælge skibe eller andre tiltag,” sagde Jason Liberty i et telefonmøde med analytikere efter 2. kvartalsregnskabet.
Kilde: TradeWinds