Krydser kolliderer med atomubåd
Den amerikanske atomubåd USS Montpelier kolliderede lørdag med krydseren USS San Jacinto ud for den amerikanske østkyst. Ingen personer kom til skade ved kollisionen og der er ingen fare for radioaktivt udslip.
Ulykken skete klokken 15.30 lokal tid, hvor besætningen på USS San Jacinto pludselig observerede et periskop få hundrede meter foran krydseren. Der blev straks slået fuldt bak, men det var ikke muligt at undgå en kollision med atomubåden.
Begge skibe var i stand til at fortsætte for egen kraft, og den amerikanske flåde vil nu gennemfør en undersøgelse af, hvordan ulykken kunne ske. Begge krigsskibe er udstyret med avanceret udstyr, der burde være i stand til at registrere andre skibe på lang afstand.
Den amerikanske flåde oplyser aldrig, om deres skibe er udstyret med atomvåben, men begge krigsskibe er i stand til at medbringe atomvåben.
USS San Jacinto var det amerikanske krigsskib der i 1990 indledte Operation Desert Storm ved at affyre to Tomahawk krydsermissiler.
Kilde: Heavy.com