Krigsveteraner bliver borebisser
Danish Offshore Academy starter næste år på at oplære krigsveteraner til offshoreindustrien. Det nye akademi er et samarbejde mellem Veteranforeningen, Veteran CrossOver, Erhvervsakademi Sydvest og alle uddannelsesinstitutioner med offshore på programmet i Esbjerg.
”Vi gør meget ud af hele den matchning i mellem deres eksisterende kompetencer, og den fremtid de vælger at uddanne sig imod. Vi håber på, at kunne uddanne i hvert tilfælde 100 i det første år, altså i 2013, og få dem ud i job”, siger initiativtager og tidligere elitesoldat, Ole Brøndum-Nielsen.
Under kursusforløbet vil veteranerne først få afklaret hvilke muligheder deres kompetencer giver. Herefter følger først AMU-kurser og så praktik eller et reelt job. Har veteranen mod på mere, kan han tage en to-årig akademiuddannelse, mens han samtidig arbejder.
Det første kursus med 30 veteraner starter i februar-marts måned 2013. Der er allarede 150, der har vist interesse for at deltage, så Ole Brøndum-Nielsen regner med, at flere hold vil blive oprettet efterfølgende.
En enkelt veteran tyvstarter dog i
dag mandag på kursusforløbet. Han skal afprøve det og kommer senere til at virke som mentor for de kommende hold af veteraner.
Kilde: dr.dk/P4/Esbjerg