Konsolidering i bunkerbranchen
Rederiernes fokus på at spare brændstof påvirker bunkerbranchen, som er i gang med en omfattende konsolidering. Flere mindre bunkerselskaber er allerede blevet opkøbt af større selskaber.
”Der er ingen tvivl om, at rederiernes enorme fokus på brændstofbesparelser har stor betydning for branchen og er en af hovedårsagerne til den igangværende konsolidering”, siger Jim Pedersen, adm. direktør i OW Bunker.
Det er især de mindre bunkerselskaber, som ikke kan klare prispresset og derfor bliver opkøbt af de større spillere på markedet. De store danske bunkerselskaber har derimod ikke noget at frygte. De har nemlig mulighed for at flytte aktiviteter andre steder hen, hvor efterspørgslen og priserne stadig er i orden.
Et af de store danske bunkerselskaber er OW Bunker, som vurderes til at være på vej imod en børsnotering. OW Bunker var tidligere en del af Wrist Group, men i oktober sidste år blev gruppen opløst. Vurderingen er, at OW Bunker har en værdi på cirka en mia. dollar.
Kilde: Dagbladet Børsen