Køen af skibe vokser ud for Los Angeles
Flere store containerskibe er i weekenden ankommet til de amerikanske vestkysthavne Long Beach og Los Angeles, hvor 65 skibe allerede venter på at komme i havn. Havnene tager nu natten i brug for at få bugt med køen.
De 65 containerskibet der enten ligger for anker eller driver ud for kysten på grund af mangel på ankerpladser, vurderes at have 400.000 containere om bord - svarende til en ubrudt række af containere fra den amerikanske vestkyst og halvvejs til østkysten hvis de blev anbragt i forlængelse af hinanden. Det siger noget om problemets omfang.
Havnene har nu forlænget deres åbningstid og tager natten i anvendelse i et forsøg på at gøre indhug i den stadig voksende kø af containerskibe ud for havnene.
Containerterminalerne i Long Beach og Los Angeles er de største i USA, og står tilsammen for 40 procent af al containerbaseret import til USA, og 30 procent af al eksport i containere.
Redaktionen