Kinesiske fusionsforhandlinger trækker ud
Fusionsforhandlingerne mellem Kinas to største rederier - Cosco og China Shipping - trækker ud. Handlen med aktier i de to rederiers datterselskaber på børserne i Hong Kong og Shanghai er fortsat suspenderet.
Der er ikke sluppet noget ud fra forhandlingslokalerne, men forventningen er, at de to rederier sigter efter en egentlig fusion. Der er dog tale om to meget omfattende selskaber hvis samlede aktiver vurderes til 76 milliarder dollars.
Initiativet til fusionen kommer angivelig fra politisk hold, og de gentager et mønster der tidligere er set på andre områder, hvor store offentligt ejede kinesiske selskaber er blevet lagt sammen til endnu større enheder.
Hvis de to rederier fusioneres, vil de tilsammen have en global andel af containermarkedet på otte procent, sammenlignet med Maersk Line’s markedsandel på 15,3 procent.
De to rederier indgår i hver sit containersamarbejde. Cosco i CKYHE Alliancen - der også tæller “K” Line (Japan), Yang Ming (Taiwan), Hanjin (Sydkorea) og Evergreen (Taiwan). CSCL indgår i Ocean Three Alliance sammen med CMA CGM (Frankrig) og UASC (Qatar).
Handlen med datterselskabernes aktier er indtil videre suspenderet frem til den 8. September.
Kilde: JOC