Kemiske kampstoffer nu på dansk skib
De første kemiskekampstoffer fra de syriske våbenlagre befinder sig nu om bord på det danske transportskib Ark Futura, der beskyttes af det danske støtteskib Esbern Snare og en norsk fregat.
”Jeg er meget tilfreds med, at den dansk ledede maritime operation med at transportere de kemiske stoffer væk fra Syrien, nu er gået i gang. Det er utrolig vigtigt, at vi får fjernet Syriens kemiske våben, så de ikke igen kan bruges mod den syriske civilbefolkning”, siger forsvarsminister Nicolai Wammen.
De kemiske stoffer blev lastet om bord på det danske transportskib i den syriske havneby Latakia, hvorfra de bliver sejlet væk fra Syrien med henblik på at blive destrueret.
Efter planen vil Ark Futura blive på havet og afvente, at yderligere kemiske stoffer bliver gjort klar til afhentning i havnen. Det danske transportskib eskorteres ud over Esbern Snare og den norske fregat af krigsskibe fra Kina og Rusland.
”Jeg er glad for den store internationale opbakning til den dansk ledede operation, som blandt andre Rusland og Kina er en del af sammen med blandt andre Storbritannien, Norge, Finland, Italien og USA. Det er et stærkt signal om vigtigheden af denne operation”, siger
Nicolai Wammen.
Kilde: SOK